fredag den 10. juni 2011

Den sidste tids hygge og aktivitet. Yay.

Mange oplevelser siden.

Der er sket meget siden sidst, så meget at jeg knapt kan følge med. Min moster er blevet stedt til hvile i Søborg kirke, en lidt for tidlig død, men en smuk begravelse. Min farfar er døende og midt i eksamensheden fik vi taget et dejligt smut til Fredericia og fik snakket med ham i en times tid, så længe han var klar i hovedet og kunne tale.
Det var den alvorlige del, delen som man altid godt kan være foruden, men som dukker op en gang i mellem.

Studiemæssigt har der været en lorte skriftlig eksamen. Den er afleveret, og det er jeg bare glad for. Glæder mig dog ikke til at få den der karakter. I dag har jeg lige været oppe i forskningshistorie - og jeg fik mit 12-tal, som jeg er yderst glad for. Det har været en lidt hård læseperiode alligevel. Nu venter sociologi lige rundt om hjørnet, og jeg håber det går lidt hurtigere med at læse op.

I mellem tiden er Signe flyttet tilbage til Ærø, og det blev "fejret" med en tur i Tivoli og en tur i Zoo. Der har været hygge med Johanne og Ditte i sommerhus (forsøg på læsning, der inkluderede megen god mad), hygge med Johanne i hendes forældres hus, set Pia til en omgang hygge og biograftur ("Water for Elephants" er fantastisk..), Johans lillesøster Puk er blevet konfirmeret, og en vild sidste fredagsbar, som jeg ikke kan huske forfærdelig meget af hvis jeg skal være ærlig. Og så et økonomisk jag i baghovedet: Besøg hos tandlægen er blevet en dyr omgang. Øv.

Ogogog. Jeg cykler lidt rundt i KBH nu, og det er mere end fantastisk. Plus at mit knæ arter sig godt på cyklen. Det er så skønt.