Nu' det nu.

Jeg er et lille rystende menneske med kort hår. Jeg er sygt nervøs. Jeg skal flytte i dag, og følelserne sidder helt ude i de yderste hudceller. At forlade Gentofte føles fuldstændig surrealistisk. Jeg har kun flyttet 1 gang før, som jeg kan huske, og det var hjemmefra. Det her føles, næsten, som at flytte hjemmefra. Min trygge base skal forlades - sikkerheden forsvinder i en og anden grad. Og så troede jeg, det var en drøm, da jeg vågnede med mit hår. Det er uuunderligt. Men fint. Flot måske. Jeg ved det ikke.

Panik!

Ps. Mig pt..