Scoooobieee-dooooo!

I dag har jeg været på eventyr med Marie. Eventyr, kan jeg fortælle Dem, opstår når man mindst forventer det, og netop det, gør dem til eventyr. Det er noget helt specielt, og det skal helst være og føles som noget forunderligt. Lille Rødhætte blev desværre skræmt, Hans og Grethe gennemgik så frygtelig meget - og netop det kendetegner et eventyr.

En kold, trist og kedsommelig regnvejrsdag drejer jeg om hjørnet, og der står Marie med fehåret. Og ved hendes side står en.. Ja, en hund. Nu er Marie ikke nødvendigvis ejer af denne hund, selvom hun nu godt kunne have været det, og det gør det lidt pudsigt, at se hende stå med hunden. Men det blev i hvert fald snart tydeligt, at det ikke var hendes hund, og se her starter eventyret - ejeren af dette væsen skulle findes.

Nu er det her et moderne eventyr. Sådan et hvor der findes smartphones og gps-lign ting. Vores vej var lidt mere ligefrem end Hans og Grethes, og vi behøvede ikke at efterlade brødkrummer eller perler. Men trængslen bestod i vejret. Vejret gjorde det svært at benytte disse morderne redskaber, og der blev ofret støvler og sokker i denne vigtige rejse.

Først tager vi hen, hvor hunden måske kunne komme fra, men bliver afvist og må fortsætte vores søgen efter denne ukendte ejermand.

Næste og anden gang går kontakten via satellit til Dyrenes værn. Her fortæller et sødt menneske mig, efter utallige forsøg og trængsel for at komme igennem, at vi skal et helt tredje sted hen - en dyrlæge.

Så vi tager den tredje udfordring op, og opsøger den ukendte dyrlæge. Sjovt nok er der bonus denne tredje gang. Dyrlægen kender hunden som en strejfer - den hedder Scoobie, hvilket egentlig gav sig selv, selvom Hans nu også var et passende navn. Samtidig med denne lykkelige genkendelse, så ringer hundens ejer (endnu et af disse moderne instrumenter) og afhentning aftales, og her burde rejsen så ende - især inden støvlerne blev alt for ødelagte af hundehår og våd regn.

Men som altid er der forhindringer, og det skal ikke gå så let. En aflivning kom i vejen, og vi blev kastet ud i kulden, alle 3, atter en gang. Nu hvor hunden tydeligvis kom fra Staden, ja så måtte vi kæmpe os over vandpytter, vådt græs og voldsomme grusstier. Frem til Staden kom vi, og på trods af megen venten, så kunne vi (heltene) holde ud til denne bitre ende, og se den lykkelige genforening af et fortabt væsen og en søgende sjæl. Dagens heltegerning udført (mest pga. Marie) og den blev belønnet med en kop kaffe på Loppen - hvilket i sig selv er passende i denne hundehistorie.

Ja, det blev så sandt som det er sagt, en dejlig dag.