EN HYLDEST (der skal lyde så højt som uendeligt)

En kærlighedserklæring til livet

Jeg kan ikke forstå følelsen af, at det hele kan være lige meget - hvis bare man kunne se H3K hver eneste aften. Forestillingen er vanedannende, og kan meget vel sammenlignes med misbrug/afhængighed, da de vibrationer du modtager som publikum undervejs er yderst stærke og nogle man ønsker at efterstræbe for resten af tiden; lige indtil det går op for mig, at det er den samme følelse, der bliver fremkaldt af uopnåelighed, der skaber netop den følelse af livsligegyldighed, såfremt man havde mulighed for at se forestillingen hver eneste aften.

Men er det egentlig følelsen af ligegyldighed over for alt andet der skabes, eller er det nærmere en stræben efter det fuldkomne og rene, smukke og fejlbare menneske? Under alle omstændigheder har jeg haft usandsynligt svært ved at forholde mig til det mindste gran af virkeligheden. Trangen til bare at bruge alle mine penge på forestillingen er uendelig stor, og lysten til at droppe alle aftaler og al slags arbejde er usædvanlig.

Flammens Muse gjorde det samme ved mig, og nu står jeg der igen: En underlig følelse skabt af det bedste teater spillet, den bedste forståelse af Shakespeare, de bedste skuespillere i Danmark og bedste teateropsætning siden Flammens Muse. De tre mænd og deres medspillere, har forstået hvad teater er. Det er så forbandet smukt. Jeg kan ikke give slip, og følelsen af at mangle deres ord hele tiden, har svært ved at miste taget. 2 gange er ikke nok, der må komme en 3. eller 4.

Tag med mig med, igenigenigen.