Twelfth Night - uddrag.

Jeg elsker denne passage, måske nok mest på baggrund af, at jeg har set skuespillet - men tekstligt er det også smukt, og viser hele stykkets konflikt.

DUKE ORSINO

There is no woman's sides

Can bide the beating of so strong a passion

As love doth give my heart; no woman's heart

So big, to hold so much; they lack retention

Alas, their love may be call'd appetite,

No motion of the liver, but the palate,

That suffer surfeit, cloyment and revolt;

But mine is all as hungry as the sea,

And can digest as much: make no compare

Between that love a woman can bear me

And that I owe Olivia.

VIOLA

Ay, but I know--

DUKE ORSINO

What dost thou know?

VIOLA

Too well what love women to men may owe:

In faith, they are as true of heart as we.

My father had a daughter loved a man,

As it might be, perhaps, were I a woman,

I should your lordship.

DUKE ORSINO

And what's her history?

VIOLA

A blank, my lord. She never told her love,

But let concealment, like a worm i' the bud,

Feed on her damask cheek: she pined in thought,

And with a green and yellow melancholy

She sat like patience on a monument,

Smiling at grief. Was not this love indeed?

We men may say more, swear more: but indeed

Our shows are more than will; for still we prove

Much in our vows, but little in our love.

DUKE ORSINO

But died thy sister of her love, my boy?

VIOLA

I am all the daughters of my father's house,

And all the brothers too: and yet I know not.

tinybitte update.

H3K spiller stadig ind i min hjernes roterende celler, og på mandag skal det genses atter en gang. Dog føles det ikke helt som nok - men virkeligheden kalder, og der er vist noget kaldet arbejde, som man rent faktisk skal tage sig af.

Nu hvor jeg er inde på det med virkeligheden, så giver træningen efterhånden bonus - så det begynder at ligne noget. Det er vist også det eneste på min to-do-liste fra tidligere, der er blevet gjort til virkelighed - men det har til gengæld også været ganske seriøst med to gange træning om ugen som minimum.

Mit nye job er ganske fint (Bager/cafe i Illum), hvis bare man kunne komme i kontakt med cheferne, der gang på gang lover at ringe tilbage/give besked - og gør det aldrig. Men så må de jo selv tage konsekvenserne i det lange løb, man kan i hvert fald ikke sige, at jeg ikke har prøvet.

Sidder og stirrer på mit vidunder af en plakat fra H3K og forstår stadig ikke helt hvordan det kan lade sig gøre, at blive overmandet på den måde. Jeg fortsætter med at undre mig - og bliver nok ved meget længe. Anyways - gratis Sushi og champagne på Bellevue i aften - jeg glæææder mig.

EN HYLDEST (der skal lyde så højt som uendeligt)

En kærlighedserklæring til livet

Jeg kan ikke forstå følelsen af, at det hele kan være lige meget - hvis bare man kunne se H3K hver eneste aften. Forestillingen er vanedannende, og kan meget vel sammenlignes med misbrug/afhængighed, da de vibrationer du modtager som publikum undervejs er yderst stærke og nogle man ønsker at efterstræbe for resten af tiden; lige indtil det går op for mig, at det er den samme følelse, der bliver fremkaldt af uopnåelighed, der skaber netop den følelse af livsligegyldighed, såfremt man havde mulighed for at se forestillingen hver eneste aften.

Men er det egentlig følelsen af ligegyldighed over for alt andet der skabes, eller er det nærmere en stræben efter det fuldkomne og rene, smukke og fejlbare menneske? Under alle omstændigheder har jeg haft usandsynligt svært ved at forholde mig til det mindste gran af virkeligheden. Trangen til bare at bruge alle mine penge på forestillingen er uendelig stor, og lysten til at droppe alle aftaler og al slags arbejde er usædvanlig.

Flammens Muse gjorde det samme ved mig, og nu står jeg der igen: En underlig følelse skabt af det bedste teater spillet, den bedste forståelse af Shakespeare, de bedste skuespillere i Danmark og bedste teateropsætning siden Flammens Muse. De tre mænd og deres medspillere, har forstået hvad teater er. Det er så forbandet smukt. Jeg kan ikke give slip, og følelsen af at mangle deres ord hele tiden, har svært ved at miste taget. 2 gange er ikke nok, der må komme en 3. eller 4.

Tag med mig med, igenigenigen.