Hjemvendt fra en overdreven begivenhedsrig og kort ferie i Sydfrankrig. 38 grader er den temperatur, hvori jeg har det bedst. Solen skal skinne nonstop, en smule blæst og så ellers helst strand eller bjergsøer at bade i. Forbandet smukt og anderledes. Under al dette foreligger det faktum, at ingen af de steder vi var, var kendt af andet end franskmænd (så godt som i hvert fald). Vi boede i den mindste, mest charmerende lille landsby, hvor man ikke kan begå sig uden at kunne nærmest perfekt fransk. Hvilket vil sige at vi fulgte pænt med de fleste steder; På marked, i byen, i vinmarkerne, på petanquebanen, i bjergene, på borgene og ved vandfaldet. Fire dage er meget kort tid til at opleve så meget, og jeg er derfor også forholdsvis smadret, nu hvor jeg er hjemme igen.
Så underligt bare at springe fra det ene land til det andet - tror aldrig helt jeg vænner mig til følelsen. Har temmelig svært ved at indfinde mig i kolde og knapt så behagelige Danmark igen. Hvilket ikke kun skyldes Frankrigs smukke natur, men såmænd også alle de ting der venter og hiver i mig herhjemme. Samt de følger det nu har, at bo sammen med to mennesker man ikke kender. Så ja, Danmark er ikke lige i god jord i mit hjerte lige nu, men brunch og afslapning kan forhåbentlig hjælpe en smule på det.
Billeder følger snarligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar