Fredag.

Nok en fredag, men ingen almindelig fredag. Lang tid siden at jeg er træt indeni, pga. så mange positive og indholdsrige informationer og møder på en og samme dag. Turen til Nivå blev givtig, på så uendelig mange punkter. Pludselig gav alle fortidige kropslige handlinger mening. Skræmmende, vigtigt og forstyrrende. At kroppen reagerer mod perfektionisme af værste grad ved at advare, ved at gøre mennesket mindre perfektionistisk - fx dårlig hud eller lign - er skræmmende. Men sandt. At jeg lige fra min fødsel, der som alle andre fødsler er fyldt med stress for et lille barn, har fået udviklet et skævt bækken, der gør, at jeg har fået dårlig ryg, ødelagt mine energibaner, mine utallige blærebetændelser og hormonforstyrrelser - se det er endnu mere skræmmende. At mobningen i børnehaveklassen og første klasse øgede mit behov for perfektionisme og derved gav mig acne - det er lidt nogle slag at få i hovedet. Tingene giver pludselig mening, og læger kan fra nu af rende mig noget så grundigt. De ved intet andet end at ødelægger menneskets egentlige fysik.

Efter dette gik turen til Julie i Grøndal, og aldrig har jeg arbejdet så grundigt med noget, og aldrig har det betydet så meget, at få at vide, at jeg faktisk gør fremskridt. Jeg elsker det. Jeg elsker udfordringerne, der er utallige. Jeg elsker følelsen af at komme videre, at vide man kan komme videre. Følelsen af at arbejde med sin krop, blive sig bevidst om funktioner og behov for føling i skuespillet. Jeg elsker det.

I toget på vej hjem, efter en lidt ensom Sunset-menu, blev der ringet fra arbejdet, og jeg tog derhen så snart toget valgte at stoppe i Sorø. Her troede jeg selv dagens indtryk ville få en stopper, da arbejdet ikke helt er den store personlighedsmæssige udfordring. Men så dukker en venlig gammel bekendt op, og efter en halv times snak langs med arbejde, stod jeg pludselig med et lidt andet, og meget positivt indtryk af denne person. Fantastisk som tiden kan forandre folk, og som den kan forme, lære og gøre indtryk. Og så er min computer måske reddet for fremtiden! Juhu!

Nu sidder jeg, glad og alligevel trist og ødelagt. Der er så mange ting, som jeg skal kæmpe med i fremtiden. Så mange mennesker, der skal forstås, uden at få det samme tid gengæld. Så mange kræfter der skal bruges på at holde igen, med de ting der er sandhed for mig. Så mange hensynstagen, for at kunne begå sig i et samfund som dette. Nogle gange ville jeg gerne være født lidt senere. Så kunne det måske være, der var større forståelse for andet end det almene menneske. Måske ændrer det sig aldrig. Én ting ved jeg dog - jeg ville ikke kunne klare det uden mine forældre.

Og så kan jeg forresten vældig godt lide mit nye hår. Atter.