døde fisk.

Det er lidt som at bevæge sig i havet. Forskellen er blot, at havet er fyldt med døde fisk, døde af forgiftning. Ind i mellem kan man se en hånd stikke op fra de døde bunker, nogle steder et ben. Langt ude i horisonten står to mennesker med hinanden i hånden og stirrer tomt ud i luften, ventende og sørgende. Mod nord anes et oversvømmet og tilsølet slot, opfyldt med de døde fisk. Det står alene tilbage, med små børn på tagene der står med åbne munde og vil have mere fisk. Der hvor havet har oversvømmet gader og stræder ligger gamle mennesker i forrådnelse med fiskene. De er stivnet i en smil der fortæller at de vidste bedre, ved bedre. Mod syd peger fire fingre opad mod himlen, kroppen gemt og hengemt i glemte tanker, begravet af rådne fisk og stinkende havvand.

Hvor jeg står er der absolut ingenting, ingenmandsland. Jeg bevæger mig gennem det samme, og velkendte havvand der bærer fremad. Uden fisk. Vigtig pointe.

For, føj for helvede en stank. Jeg ønsker ikke at være hvor ting svinder, rådner, hånes, glemmes og beskyttes.

FØJ.