døde fisk.

Det er lidt som at bevæge sig i havet. Forskellen er blot, at havet er fyldt med døde fisk, døde af forgiftning. Ind i mellem kan man se en hånd stikke op fra de døde bunker, nogle steder et ben. Langt ude i horisonten står to mennesker med hinanden i hånden og stirrer tomt ud i luften, ventende og sørgende. Mod nord anes et oversvømmet og tilsølet slot, opfyldt med de døde fisk. Det står alene tilbage, med små børn på tagene der står med åbne munde og vil have mere fisk. Der hvor havet har oversvømmet gader og stræder ligger gamle mennesker i forrådnelse med fiskene. De er stivnet i en smil der fortæller at de vidste bedre, ved bedre. Mod syd peger fire fingre opad mod himlen, kroppen gemt og hengemt i glemte tanker, begravet af rådne fisk og stinkende havvand.

Hvor jeg står er der absolut ingenting, ingenmandsland. Jeg bevæger mig gennem det samme, og velkendte havvand der bærer fremad. Uden fisk. Vigtig pointe.

For, føj for helvede en stank. Jeg ønsker ikke at være hvor ting svinder, rådner, hånes, glemmes og beskyttes.

FØJ.

5 uger + 1 dag.

Ser dette lækkert, tiltrækkende og fristende ud?

HAHAAAA!
NEJ!

Ikke længere. For jeg har ikke rørt slik i 5 uger og 1 dag nu.
Wauw, jeg er monstersej.

Mandag.

Haha. Man får meget sjov ud at se South Park! Åh, det her er nu griner.

Afsnit 903, også kaldet "Wing", er noget for sig selv. Afsnittet er bygget op over denne underlige, kinesiske farmer kvinde.
Se afsnittet her: http://www.southparkzone.com/episodes/903/Wing.html

Derudover skal denne side tjekkes:
http://www.wingmusic.co.nz/

..og dette skal høres:

Tirsdag aften.

Hvad er der at sige? De rige danskere har valgt - de vil ruinere Danmark, ødelægge vores offentlige sektor, ødelægge vores velfærd, gøre de fattige fattigere og gøre fremtiden meget hård for dem, der ikke lige får 2000 om måneden af sine forældre.
Jeg håber blot på, at Ny Alliance for lov at blande sig, så de kan ødelægge regeringen, og at der hurtigt bliver udskrevet valg igen. Dog frygter jeg, at Fogh vælger at være kryster som altid.

Mine indre følelser består bare af skuffelse. Fatter ikke hvordan mennesker vælger dem selv, frem for et samlet velfærd. Egoismen går højere end nogensinde før. Derudover kan jeg ikke overskue, at komme i skole og skulle høre på alle de idioter der er. Men der er intet andet at gøre, end at leve med det, i den tid det nu tager.

Villy Søvndal har min dybeste respekt, og jeg ved hvor min stemme er næste gang. Hans ønsker om det sammenhold, og nærmest "Koppelske" tanker om en fælles sag og kamp - den kan jeg kun stå inde for. Derudover kan det godt være, at manden er grim - men hvor er han dog intelligent og varm. SFU - I har et medlem, måske ikke så deltagende, men et medlem til.

Der mangler varme i Danmark. Ikke bare pga. temperaturen, men i vores hjerter, og for hinanden.

Weeeeeee-k-end.

Fantastisk weekend. Hygge, kærlighed og glæde.
Fredag var hjemlig hygge med den kære, afslapning og southpark, chips og endnu en dejlig økologisk færdig-pizza. Lørdag var dovenskab, og det endte i en formiddagstur til Slagelse, hvor Cafe Mikkel måtte stå mål for vores sult. Brunch, salat og kakao er nok til at redde dagen, selvom resten af den også var rarlig. Mortens aften betyder altid fars and, der i år blev tilberedt af ham, og sat i ovnen og passet af Johan og jeg. Aldrig har jeg smagt så lækker og saftig vild-and. Kødet var perfekt, og stemningen ligeså. I dag har været dovenhed, kortspil med min mor, der voldtabte, og kærlighed med Johan. Dog måtte min kære tage hjem pga. mine lektier, der skulle laves. Savner ham allerede. Synes efterhånden ikke skolen gør noget som helst fornuftigt ved noget.

Dog et lille plus, at i morgen står på Christmas-cabaret i Tivoli. Det betyder dog også, at jeg skal lave musikaflevering nu. Det sucks, for jeg kan virkelig ikke finde ud af rock/pop-arrangement. Det sucks big time. Så må jeg glæde mig over den pose chips der venter på mig, når jeg har lavet øvelser og øvet monolog. Argh.

Vil meget hellere være med min kære.

Kedelig torsdag.

Jeg er doven.
Gider ikke lave lektier.
Befinder mig under dynen hvert ledige øjeblik.
Mørket er grimt og kedsomt.
Skolen er overkedelig og uinspirerende.
Jeg savner min Johan.
Min krop gør ondt for hver bevægelse.
Det er så slemt, at jeg ikke får lavet mit drama.

Det er så ekstremt slemt, at min mor og jeg købte LÆKKER økologisk færdig-pizza.
Jeg er så dybt umotiveret og negativ indstillet i knolden, overfor alt der minder om aktivitet.

Kongebal.

Jah. Hyggeligt, og billederne ses på facebook.com

Fredag.

Nok en fredag, men ingen almindelig fredag. Lang tid siden at jeg er træt indeni, pga. så mange positive og indholdsrige informationer og møder på en og samme dag. Turen til Nivå blev givtig, på så uendelig mange punkter. Pludselig gav alle fortidige kropslige handlinger mening. Skræmmende, vigtigt og forstyrrende. At kroppen reagerer mod perfektionisme af værste grad ved at advare, ved at gøre mennesket mindre perfektionistisk - fx dårlig hud eller lign - er skræmmende. Men sandt. At jeg lige fra min fødsel, der som alle andre fødsler er fyldt med stress for et lille barn, har fået udviklet et skævt bækken, der gør, at jeg har fået dårlig ryg, ødelagt mine energibaner, mine utallige blærebetændelser og hormonforstyrrelser - se det er endnu mere skræmmende. At mobningen i børnehaveklassen og første klasse øgede mit behov for perfektionisme og derved gav mig acne - det er lidt nogle slag at få i hovedet. Tingene giver pludselig mening, og læger kan fra nu af rende mig noget så grundigt. De ved intet andet end at ødelægger menneskets egentlige fysik.

Efter dette gik turen til Julie i Grøndal, og aldrig har jeg arbejdet så grundigt med noget, og aldrig har det betydet så meget, at få at vide, at jeg faktisk gør fremskridt. Jeg elsker det. Jeg elsker udfordringerne, der er utallige. Jeg elsker følelsen af at komme videre, at vide man kan komme videre. Følelsen af at arbejde med sin krop, blive sig bevidst om funktioner og behov for føling i skuespillet. Jeg elsker det.

I toget på vej hjem, efter en lidt ensom Sunset-menu, blev der ringet fra arbejdet, og jeg tog derhen så snart toget valgte at stoppe i Sorø. Her troede jeg selv dagens indtryk ville få en stopper, da arbejdet ikke helt er den store personlighedsmæssige udfordring. Men så dukker en venlig gammel bekendt op, og efter en halv times snak langs med arbejde, stod jeg pludselig med et lidt andet, og meget positivt indtryk af denne person. Fantastisk som tiden kan forandre folk, og som den kan forme, lære og gøre indtryk. Og så er min computer måske reddet for fremtiden! Juhu!

Nu sidder jeg, glad og alligevel trist og ødelagt. Der er så mange ting, som jeg skal kæmpe med i fremtiden. Så mange mennesker, der skal forstås, uden at få det samme tid gengæld. Så mange kræfter der skal bruges på at holde igen, med de ting der er sandhed for mig. Så mange hensynstagen, for at kunne begå sig i et samfund som dette. Nogle gange ville jeg gerne være født lidt senere. Så kunne det måske være, der var større forståelse for andet end det almene menneske. Måske ændrer det sig aldrig. Én ting ved jeg dog - jeg ville ikke kunne klare det uden mine forældre.

Og så kan jeg forresten vældig godt lide mit nye hår. Atter.