Torsdag + ynkelighed.

Tingene skifter. Måske lidt for meget, efter min smag. Jeg er forvirret i bolden, jeg er underlig indeni, og alligevel fortæller "fede tider" mig, at jeg er sund, rund og grøn. Men det hænger ikke sammen. I dag har været et lyspunkt blandt bristede drømme og håb, og i morgen bliver måske endnu et helvede i ensomhed og indre opkast over mangel på mure, der kan beskytte mig fra at blive så skide ked af det. Jeg savner alt, og jeg ønsker kun nyt. Jeg vil væk, men jeg er tvunget til at blive, selv om jeg er på kanten til at hoppe væk, langt væk og ud i det blå. Men det går ikke. Uddannelse - skal gennemføres. Ikke andet at gøre. Og det er ligemeget hvor sund jeg er, hvor lortede rapporter er, hvor sygt mit liv synes at være, uden for weekendens uvirkelige, men skønne virkelighed. Jeg er gal i knolden, og kan kun gakke ud over for mig selv, overfor min kæreste der må tage al slæbet med min dårligdom og fucked up brokkeri.

Jeg vil være positiv, jeg vil huskes som positiv og glad - for det er sådan jeg er, når jeg er væk. Når jeg ikke er i min tvungne position. Jeg kan bare ikke finde mine mure, jeg kan ikke finde min kontrol, og jeg kan ikke skjule dårligdommen.
Jeg har det skide godt. Egentlig. Perfekte og mest vidunderlige forældre, som jeg ikke kan forestille mig at leve uden, en vidunderlig kæreste som jeg elsker, min Sødling som altid lytter til mig, jeg føler, jeg har det godt med mig selv - men alligevel er det så fucked up svært at være mig selv.

For pokker. Jeg er fandme ynkelig.