Torsdag.

Rummet er fyldt med blå skyer, der skinner i stedet for solen. Solen er spærret inde i skabet ovre i hjørnet, hvor bøgerne med de gamle historier også er placeret. Bag de blå skyer er der gemt et lag af selvlysende stjerner der skinner igennem, når de blå skyer automatisk slukker. Stjernerne er i forskellig slags farve, nogle lysere end andre, nogle mere selvlysende end andre, men alt i alt skinner det kunstige igennem og gør det selvlysende indlysende. Roser der lever af lyset fra kunstige skyer og materiale lavet af kræftfremkaldende stoffer, smittes af den selvlysende vanvittighedsfølelse der omgiver rummet; de krummer sig sammen i mærkelige former, laver buer og bladene spiddes på de mange torne der vokser frem i stort flertal. På reoler står døde skrifter med døde ord, der burde lyse og frembringe tale. I stedet står alkohol på første række, lige til at sluge og ødelægge sig med. Den grønne kunstige farve lavet af mere kunstigt farvestof skal minde om kiwi på en sen sommerdag, den sodavandsagtige farve i de andre flasker genskinner af afhængighed og unges snarlige fordærv i umådelige masser. Kunstige kjoler hænger i klædeskabet, uden nogen til at bære dem.

De ligger på gulvet i dynger omgivet af bræk og selvmedlidenhed, egoisme og den fede følelse af samhørighed via tanken om sig selv i centrum. Den sociale arv er blevet stærkere med tiden, flere og flere kan nu drikke sammen, tage kunstige kjoler på, drikke mere vin, købe flere roser til kæresten, for at dække over weekendens udskejelser. Stjernerne på himlen er en kliche der er blevet kunstig bag de mere grå skyer der dækker landet i en samlet ynkelighed der aldrig før er set.

Husk: Det er kun ord. Ord siger mere end de mener, de ser mere end de føler og de fremtvinger ting der ikke menes i den store heldhed.