sneen er hvid.

Jeg forstår ikke tiden, jeg forstår ikke sneen og dens rene hvide farve, der fortæller mig at det hele er okay. Jeg forstår ikke hvad der sker i den her uge, jeg kan ikke vente med at komme ud af skolen, jeg kan ikke forhold mig til om flere år, for jeg føler kun, jeg lever en måned mere - fremtiden er uden for noget som helst. Jeg forstår ikke min sygdom, at den skulle komme nu, lige mens jeg sidder med ca. 4 afleveringer og lort op til halsen. Og alligevel er det hele så klart. Det føles så ufattelig klart - det føles nemlig som ingenting.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte med noget som helst, gøre med nogen personer, eller hvordan jeg skal reagere. Jeg føler alle ting er taget ud af mig, smidt ud i sneen og gjort til grin i simpelheden. Jeg kan ikke mærke nogen glæde ved noget som helst, og min fucking sygdom gør det ikke en skid nemmere. Fuck influenza eller hvad det nu er, jeg fejler.

Jeg føler mig så lille.