ynkelig dårskab.

Et halvt års selvmedlidenhed og indre galskab, ondskab og dårligdom har pludselig fået sin løsning, pludselig og endelig fundet sin egen syndebuk - der egentlig har fortjent enorme tæsk. Nemlig mig.
Katrine, hende den fantastiske, fik det til at gå op, ved endelig at få mig til at indse, hvor meget jeg har glet at gøre, hvor meget jeg mangler og gøre - og jeg aner ikke hvor jeg skal få tiden fra, men jeg skal nå det. Jeg skal gemme tid til at skrive sms'er, mails, ringe. Frem for alt, blive bedre til at ringe til folk. Jeg havde glemt, at lytte, være der, fortælle om mig selv. Havde lukket mig inde i dette ynkelige noget, der kun har ført til tårer og afmagt - og mangel på Katrine. For, på et og andet punkt, er det det der har manglet. Andre, andre endkun min kæreste til at kende mig, fordi jeg kun har troet, at kun han kunne kende - fordi jeg kun havde overskud til at fortælle det hele 1 gang, så havde det ligesom hjulpet. Men sådan var det jo ikke før. Der var det ikke på den måde. Der var mere tid, minde voksenliv og mindre egoisme. Og det skyldes egentlig kun mig selv.
Lige nu er jeg glad. Men jeg ved, at i morgen ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme videre, og prøve med det hele igen. For nu er der så mange ting, og de mange ting, hænger ikke sammen med skolegangen på Sorø Akademi.

Katrine <3>