at falde.

Mange ting sker i løbet af en dag, tænker jeg. I går var ekstrem, drømmen i nat så virkelig i min tankegang - dog uden den form for egoisme jeg udviste i den drøm. Den var nok bare et resultat af min frygt, og alligevel et lige så stort resultat af min kærlighed, og tro på at min kæreste og jeg hænger sammen, på vores specielle måde. (Hvor mange par synes ikke det..?)

".. at pludselig være flyttet sammen, i en fin lejlighed, og med drømmen om hus i sigte. Sådan et, med mange rum og hygge. Sådan et hus, hvor der også er plads til at være barn i, hvilket skulle vise sig at være skæbnebetonet. Den totale kærlighed og lykke, der kun kunne ødelægges ved tanken om utroskab - og så alligevel ikke. For vi hænger jo sammen, så selvom det skete - ville det ikke være pga. det følelsesmæssige, men pga. de evigt svigtende fysiske behov, mennesket udviser gang på gang. At det skulle ske for os troede jeg dog bare ikke.

Vi tog til denne her fest. Det var hyggeligt, rart og jeg husker ikke menneskene der var til stede. Kun det kys du gav til hende pigen, som jeg havde frygtet vores forhold igennem. Eller også var hun en blanding af to, eller ingen af dem, jeg ved det ikke. Men kysset var der, og følelsen af det totale svigt, og modsigelsen i, at vi altid skulle være sammen, hobede sig op indeni, og drev sig til det yderste og inderligste vanvid. Konfrontationen med dig, var forfærdelig. Du gav dig selv op, kunne ikke se vores sammenhæng mere, blev vanvittig indeni, fordi du ikke turde give slip. Give slip og sige, at det kun var fysisk, at vi stadig var "os". Du turde ikke falde i dig selv, du turde ikke se på virkeligheden, ligeså lidt som jeg gjorde.

Vi blev skilt fra hinanden. Du købte vores drømmehus og indlogerede dig godt og grundigt i dit inderste vanvid, mens jeg lå på gaderne og var smadret indeni. Den samme hovedpine opstod, som når jeg græder i sengen om natten, og smerterne i mit hoved bliver for store, fordi jeg ikke forstår hvorfor. Fordi jeg ikke forstod hvorfor. Råb og skrig, førte ikke til noget. For vi hang jo sammen. Vi hænger sammen.

Jeg tog hen til dig. Du gemte dig i et værelse, omgivet af plastiklegetøj der afspejlede din psykiske tilbagegang. Dit barnlige, der kom frem i det du skød på mig med din legetøjpistol, der skød medsmå dutter - dem der, der kan sætte sig fat på ruderne. Det barnlige og min smerte, sindssygen i det hele, førte til råbene: FALD, FALD - KÆRE!.. Og du faldt, vi faldt. Vi faldt tilbage til tiderne før kysset, vi faldt og levede, vi faldt og jeg indså, at vi måske skal skilles, men at vi hører sammen - ligemeget hvad. Tanken, smerten omkring det, er dog for svær at tænke på i virkeligheden. Så det må vise sig i drømme. Men hvilken drøm."

Var det her for personligt? Jeg synes det ikke. En frygt, er vel okay - en frygt er vel virkelighed, selv den virkelighed der befinder sig mellem de forskellige virkeligheder. En frygt, skal omvikles til denne evindelige accept som man bliver tvunget til. Det er ikke nødvendigvis positivt. Men det er, - ja. Nødvendigt.

Kæreste. Dig elsker jeg.