18, voksen, rig og berømt.

Jesp, der går helt Nik og Jay i den, skulle man næsten tro. I mandags (d. 12) blev jeg 18, scorede rigtig mange dejlige penge i gaver, og har endelig fået det ur, jeg har ønsket mig i et års tid - altså; Bestilt det hjem i hvert fald, så det kan afhentes i morgen. Damn, i just looov it. Det er det længst ude til højre på billedet, vidundersmukt og endnu flottere i virkeligheden. Med denne attenårsfest, betyder det jo også, at jeg får mere i løn, plus SU om ca. 1½ måneds tid - ikke dårligt siger jeg bare. Men - det drejer sig ikke kun om penge, heldigvis.

Min fødselsdag var vidunderlig. Den var så hyggelig, som den overhovedet kunne være. Der kom lidt folk fra hist og her, og det var ret så morsomt. Folk fik set hinanden igen - og jeg glæder mig så meget over min bror og søster. De er virkelig de skønneste. Samt mine forældre - kæmpe kærlighed på dem <3

.. Og så glæder jeg mig rigtig meget, til at skulle finde kjole med min skønne kæreste - på et tidspunkt. Det bliver så rarligt - virkelig den perfekte gave.

Så fik jeg desuden lavet pas i dag - damn det er dyrt. Men okay - 10 års rejsefrihed, så går det nok.

Og gaven til Sødlingen er også fundet, så føler jeg føler mig med i det hele - undtagen i mig eget liv.

Da jeg gik rundt i byen i dag og ordnede de forskellige ting, endte jeg ved akademiets bus-stoppested. Det satte en masse negative ting igang, på den rigtig dårlige måde. Lektierne, de dårlige følelser over for dagligdagen og menneskene i klassen, hobede sig op. Murene, der skulle være så fine og renpudsede, lignede indelukkede overflader, der ville ønske de indeholdt mere end hvad folk siger om dem. Det var som om traditionerne der binder sig til stedet, vred sig i egen kvalme, og ville ønske, der blev sat fokus på noget andet. Folkene man så gå rundt og ordne, var uden smil - trist. Jeg ønsker ikke at komme tilbage, her efter ferien. Jeg gider inderligt ikke. Men, det kalder - akademiet, på sin egen måde. Alle de her følelser, kom egentlig op ved, at jeg læste i min gamle blog. Der stod, en masse ting fra 1.g. Om alle de personer. Gunvor, Trisse, Karenn, Stine - og selvfølgelig alle de ting der skete. Jeg virkede så glad, i det ting jeg havde skrevet - og alligevel, med en undertone, der indgød af frygt og vished om, at det hele kun var overflade, og fordi folk havde behov, for at knytte sig til nogen i starten. Føler lidt jeg sidder tilbage med - ingenting. Det eneste gode, jeg har fundet, er uden for skolen - min kæreste og det omkring ham. Samt den enorme hygge jeg har herhjemme. Resten er forduftet. Folk hænger ikke ved - folk forsvinder. Folk, er bare folk. Så det hele svinger. På den ene side yderst glad, på den anden - dagligdagen, mit 1. sted - hænger det hele og græder stille for sig selv.