Gode minder.

Gode minder:

Sødling. Mogwai Koncert.

Min attenårs. Toke, jeg og Katarina.

Sommerferie og venten på toget. Fascination af strømpebukser.

Johan og jeg. Snart et år siden.

Billedet, der vandt P3 session m. Tue West.

Sommer 06. Basil og den kjære.

Positiv vs. Negativ - Det endelige opgør!

Positive ting:

Mit flotte hår
Mit skønne ur
Mine pæne ben, mave, numse og ryg.
At jeg kan finde ud af, at fedte for gode karakterer.
Min kæreste, der er det mest vidunderlige.
Katrine, min sødling der kan noget specielt - snakke om tingene.
Camilla, Lotte og Emil der er der, på hver sin måde.
Min dyne.
God musik. (Entakt, Savage Rose, Coldplay og Tue West - for tiden.)
Min parfume.
Min elskede mp3 fra sony.
Gode bøger.
Friends.
Når Katrine sødling ringer, for at høre hvordan det går.
Juice og kakao.
Dejligt tøj.
Smukke sko.
At være rask.
At være glad, forelsket, elsket og mere eller mindre lykkelig.

Negative ting:

Sygdom.
Mavesmerter, der minder mig om, hvor ondt det må gøre, når man nærmer sig enden af en graviditet (Ironisk nok at tænke på i min alder. Men svært at undgå når det gør så ondt, og maven er så hævet.)
Rod som der er på mit værelse, pga. manglende overskud.
Færdiglæste bøger der gerne måtten have været længere, fordi de er så gode.
Stile, som jeg er bagud med. Specielt når det gælder to tyske stile og to engelske.
At min kæreste er langt væk, når jeg har brug for ham.
Når jeg ikke ved, om jeg skal tage til kursus i skuespil eller Roskilde festival.
Blegner.
Ensomhed.
En klasse der ikke er, som man ville ønske.
Når min rosenlampe ikke gider lyse, og når den er savnet.
Alt for meget sne, som man ikke har nogen at lege med i.
Sår omkring næsen, pga. forkølelse.
Dumme mennesker.
Savn generelt.
Stress.

Lystede lige at sætte det ene op i mod det andet, for at sætte tingene lidt i perspektiv. Og jeg har det sjovt nok lidt bedre, inden i mit egocentrum. Nu vi jeg prøve at lave lidt lektier. Se om mit hoved kan klare det. Fik i det mindste sovet nogenlunde i nat pga. 3 panodiler. Første gang jeg har været nødt til at tage mere end én. Pyha.

sneen er hvid.

Jeg forstår ikke tiden, jeg forstår ikke sneen og dens rene hvide farve, der fortæller mig at det hele er okay. Jeg forstår ikke hvad der sker i den her uge, jeg kan ikke vente med at komme ud af skolen, jeg kan ikke forhold mig til om flere år, for jeg føler kun, jeg lever en måned mere - fremtiden er uden for noget som helst. Jeg forstår ikke min sygdom, at den skulle komme nu, lige mens jeg sidder med ca. 4 afleveringer og lort op til halsen. Og alligevel er det hele så klart. Det føles så ufattelig klart - det føles nemlig som ingenting.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte med noget som helst, gøre med nogen personer, eller hvordan jeg skal reagere. Jeg føler alle ting er taget ud af mig, smidt ud i sneen og gjort til grin i simpelheden. Jeg kan ikke mærke nogen glæde ved noget som helst, og min fucking sygdom gør det ikke en skid nemmere. Fuck influenza eller hvad det nu er, jeg fejler.

Jeg føler mig så lille.

ynkelig dårskab.

Et halvt års selvmedlidenhed og indre galskab, ondskab og dårligdom har pludselig fået sin løsning, pludselig og endelig fundet sin egen syndebuk - der egentlig har fortjent enorme tæsk. Nemlig mig.
Katrine, hende den fantastiske, fik det til at gå op, ved endelig at få mig til at indse, hvor meget jeg har glet at gøre, hvor meget jeg mangler og gøre - og jeg aner ikke hvor jeg skal få tiden fra, men jeg skal nå det. Jeg skal gemme tid til at skrive sms'er, mails, ringe. Frem for alt, blive bedre til at ringe til folk. Jeg havde glemt, at lytte, være der, fortælle om mig selv. Havde lukket mig inde i dette ynkelige noget, der kun har ført til tårer og afmagt - og mangel på Katrine. For, på et og andet punkt, er det det der har manglet. Andre, andre endkun min kæreste til at kende mig, fordi jeg kun har troet, at kun han kunne kende - fordi jeg kun havde overskud til at fortælle det hele 1 gang, så havde det ligesom hjulpet. Men sådan var det jo ikke før. Der var det ikke på den måde. Der var mere tid, minde voksenliv og mindre egoisme. Og det skyldes egentlig kun mig selv.
Lige nu er jeg glad. Men jeg ved, at i morgen ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme videre, og prøve med det hele igen. For nu er der så mange ting, og de mange ting, hænger ikke sammen med skolegangen på Sorø Akademi.

Katrine <3>

Musikterapi for raseri.

Jesp - godt man kan yde sig selv lidt selvterapi via musik. For.. FOR HVOR ER FOLK UFATTELIG DUMME, UINTELLIGENTE OG LATTERLIGE AT HØRE PÅ. Og det mener jeg, og jeg kan ikke sige det nok. Der findes virkelig, efterhånden, så få der kan finde ud af, at gøre noget andet end alle de andre, nogle der kan se en mening med noget, i det hele taget.
Godt, så kom det ud.. Det hele skyldes "An inconvenient truth". Genial film - ja den er amerikansk, ja det er en politiker der har lavet den, ja han fortæller ikke så meget om hvad vi skal gøre skal gøre hver for sig, for at forbedre denne verdenssituation. Men. Det er jo ikke meningen med filmen. Det, som han selv siger, er et budskaab til folk, der skal få dem til at bare INDSE at de KAN gøre noget - ikke hvad de skal gøre. Det går ud på at informere om hvad der overhoevedet sker, og hvor alvorligt det er. For nok kan det være, vi er klar over det, men som han sagde, så sker der ikke en skid. Så derfor er manden da nødt til at få folk til at indse det - men nejnej. Det var jo en dååårlig film, fordi den var propoganda og blaaablaaaa.. Jesus.
I dette samfund er man nødt til at tage én ting ad gangen - kære gymnasieelever. Hermed menes det, at man tager en udvikling, og deler den op. Her er det først og fremmest, at man skal åbne folks øjne, og derefter følger så reaktionen. Godt så - kan i se meningen med det nu, mennesker?

.. Åh. Jeg takker min mor for hendes evige forståelse. For jeg raser. Jeg raser, fordi folk er blinde, egocentrerede og opdraget uansvarligt. Og det bliver bare ved, og ved. Det gør så ondt, at se på. Det gør ondt.
Og jeg undskylder, til jer få mennesker derude der faktisk forstår, hvad der foregår her i verden - jeg undskylder. For det er ikke henvendt til jer. Nogle steder skal jeg rase ud. Når jeg ikke kan gøre det i min hverdag, pga. afstumpede folk der hakker ned på en, må jeg gøre det her. Og jeg gør det ekstremt, uden belæg - men jeg vil have lov til at gøre. Jeg vil også have lov til at være menneske.

Og tak til Entakt for "Gaustads Galleri" - den sang redede mig på vejen hjem. Den sang, en cykel og vinden med sig - så går det nok. Og Johan. Tak for din sms igår - du er det mest fantastiske der nogensinde er sket for mig. Du er mit smil, og du er den ene der gør, jeg holder ud på Sorø Akademi, for jeg har mine weekender med dig at se frem til..
Nå ja. Og så er mit kursus i weekenden blevet aflyst. Suk.. Det er bare min dag.

(sese http://www.climatecrisis.net/ )

kærlighed.

I går var en, speciel følelsesmæssig dag. Tror jeg var igennem alle følelser, på få timer. Men det var en fantastisk dag - fordi den var sammen med dig. Ved ikke hvorfor, den, når jeg tænker tilbage, var så speciel. Det hele var bare så.. Koncentreret tror jeg, så ægte. Jeg glæder mig så meget over, at jeg næsten har det bedre med dine forældre nu, end før. Jeg glæder mig over hvor godt vi har det sammen, og jeg glædes over, hvor fantastisk din kærlighed er. Vores kærlighed. Kommer til at savne dig, uendelig meget i den her uge - men jeg glæder mig over at skal afsted. Og håber du vil savne mig, bare en lille smule, at du vil komme hjem og fortælle hvor fantastisk smukt det hele havde været, og hvor rart det havde været at stå på snowboard igen. Jeg elsker dig <3

Og nu står den på engelsk stil.. :/

dagens sang.

Lytter stille, inden i mig selv,
til Savage Rose - What do you do now

When you stand by the window
And outside life goes by
And people are just shadows
Of a dirty lie
When your heart is exploding
Will you let it burn
And you look around
There's no return

What do you do now
What do you do now
Do you sit down and wait
And cry
When it's all too late?

When you live in a dark
And cold and chilly hole
And you know where you are
That's the human soul
And your feet keep on walking
Leaving every hope
And children are born
All around the globe

(det er så smukt. hun er så smuk - Anisette.)

18, voksen, rig og berømt.

Jesp, der går helt Nik og Jay i den, skulle man næsten tro. I mandags (d. 12) blev jeg 18, scorede rigtig mange dejlige penge i gaver, og har endelig fået det ur, jeg har ønsket mig i et års tid - altså; Bestilt det hjem i hvert fald, så det kan afhentes i morgen. Damn, i just looov it. Det er det længst ude til højre på billedet, vidundersmukt og endnu flottere i virkeligheden. Med denne attenårsfest, betyder det jo også, at jeg får mere i løn, plus SU om ca. 1½ måneds tid - ikke dårligt siger jeg bare. Men - det drejer sig ikke kun om penge, heldigvis.

Min fødselsdag var vidunderlig. Den var så hyggelig, som den overhovedet kunne være. Der kom lidt folk fra hist og her, og det var ret så morsomt. Folk fik set hinanden igen - og jeg glæder mig så meget over min bror og søster. De er virkelig de skønneste. Samt mine forældre - kæmpe kærlighed på dem <3

.. Og så glæder jeg mig rigtig meget, til at skulle finde kjole med min skønne kæreste - på et tidspunkt. Det bliver så rarligt - virkelig den perfekte gave.

Så fik jeg desuden lavet pas i dag - damn det er dyrt. Men okay - 10 års rejsefrihed, så går det nok.

Og gaven til Sødlingen er også fundet, så føler jeg føler mig med i det hele - undtagen i mig eget liv.

Da jeg gik rundt i byen i dag og ordnede de forskellige ting, endte jeg ved akademiets bus-stoppested. Det satte en masse negative ting igang, på den rigtig dårlige måde. Lektierne, de dårlige følelser over for dagligdagen og menneskene i klassen, hobede sig op. Murene, der skulle være så fine og renpudsede, lignede indelukkede overflader, der ville ønske de indeholdt mere end hvad folk siger om dem. Det var som om traditionerne der binder sig til stedet, vred sig i egen kvalme, og ville ønske, der blev sat fokus på noget andet. Folkene man så gå rundt og ordne, var uden smil - trist. Jeg ønsker ikke at komme tilbage, her efter ferien. Jeg gider inderligt ikke. Men, det kalder - akademiet, på sin egen måde. Alle de her følelser, kom egentlig op ved, at jeg læste i min gamle blog. Der stod, en masse ting fra 1.g. Om alle de personer. Gunvor, Trisse, Karenn, Stine - og selvfølgelig alle de ting der skete. Jeg virkede så glad, i det ting jeg havde skrevet - og alligevel, med en undertone, der indgød af frygt og vished om, at det hele kun var overflade, og fordi folk havde behov, for at knytte sig til nogen i starten. Føler lidt jeg sidder tilbage med - ingenting. Det eneste gode, jeg har fundet, er uden for skolen - min kæreste og det omkring ham. Samt den enorme hygge jeg har herhjemme. Resten er forduftet. Folk hænger ikke ved - folk forsvinder. Folk, er bare folk. Så det hele svinger. På den ene side yderst glad, på den anden - dagligdagen, mit 1. sted - hænger det hele og græder stille for sig selv.

træthed + smil.

8 timer hyggeligt arbejde, men stor træthed pga. (kun, efter min målestol) 6 timers søvn. Aftenen igår var hyggelig. Kan gerne lide at være afsted, til hvad end det nu er, med kæresten min. Hygger mig i hvert fald.
Og nu er det jo ferie. Det er sådan noget med, at man skal slappe af, og nyde at have fri.. Jaja. Sagde Sarah der har 4 afleveringer - GREAT. Er træt af det allerede nu, så derfor har jeg tænkt mig, efter det her, at kaste mig under dynen og netop IKKE lave de afleveringer i dag. Heller ej i morgen, der skal jeg gøre klar til min fødselsdag, og heller ej mandag, da det er min fødselsdag (18!! :D), og tirsdag skal jeg arbejde hele dagen.. Så er der onsdag tilbage, der skal jeg arbejde halvdelen af dagen, torsdag kan jeg trods alt for lavet noget, lidt fredag hos kæresten, og noget lørdag og søndag, spredt - hvilken ferie. Men glæder mig under alle omstændigheder til min fødselsdag. Uh, bliver så rart.

"Vi skal sove nu, vi skal hvile vores krop - for i morgen står vi op"
(Sigurd og Symfoniorkesteret. Min yndlingssang.)

ikke i dag.

Det er en af de dage, hvor vejret hverken er godt eller dårligt.
Det er en af de dage, hvor blomsterne ikke udsender nogen form for duft.
En af de dage hvor mennesker ubevidst undlader, at tage deres parfume på, fordi de ved, den ikke vil kunne sanses.
Det er sådan en af de dage, hvor farverne ligeså godt kunne være sort-hvid, og hvor selv fuglenes pæne og for tidelige forårskvidren synes som støj i ens ører.
Det er en af de dage, hvor man føler sig som et resultat af et gammelt, og måske ikke eksisterende element af samfundet, der ikke passer ind i ungdomskulturen.

det er en af de dage, der ikke er værd at skrive om.

citat(er).

(føler mig som en meget ivrig blogger..)

Men. Stødte på nogle rare citater i går, formuleringer i litteraturen jeg endnu ej havde mødt:
"Vi nikkede ærbødigt og så hende gå rank derfra og straffe gaden med sine hæle."
"Der findes værre fængsler end ord."

At straffe gaden med sine hæle. Jeg lider gerne det billede af alt for unge piger, der ikke kan finde ud af, at gå i deres høje sko, samt såvel alle andre - bare det psykiske aspekt i det.
Og værre fængsler end ord. Ja. Ord - noget der er alt for lidt at hænge sig fast i - men der er værre ting, det er bare sagt på en, endnu en gang, smuk måde.

.. Og så har mine foreller undersøgt sjove ting for mig. Så, nu står valget mellem 7 dage på skuespillerkursus i sommerferien, eller Roskilde festival. That is some kind of a dilemma. But. Ved nok godt, hvad jeg vælger, somehow. Derudover er der noget i Odense i en af disse weekender i Februar. Man kan sige, at der sker noget - uendelig tak til mine vidunderlige forældre.

10 måneder kære. Rauw, det er fantastisk <3

så mange ting.

Føler mig overvældet, helt indeni. Sådan, af glæde. Som om det var noget sjældent - hvilket det måske også er, på sin vis. Rutiner vinder i hvert fald over glæden i vores samfund - generelt.

Men der har været så mange rare ting ting i den her weekend - som jeg stort set allerede har postet om allerede én gang. Men. Jeg savner allerede min Sødling. Så rart, at være afsted, ikke at have set hinanden i så lang tid, og så alligevel føle det hele naturligt. Den følelse glædede mig meget. For, det betyder så meget. Ligesom min kæreste kære kæreste. Det var så vidunderskønt at se ham igen. Sådan, helt fantastisk. Vi var ude og spise - synes det var rigtig lækkert, nu hvor jeg tænker over det, og så bagefter i biografen - igen. Denne gang stod den på Acopalypto af Gibsonmanden. Den var overraskende god, og blodig på en .. naturlig måde hvis man kan sige det sådan. Den fik i hvert fald en masse ting frem i mig - og hvis dens historier og citater ikke er en direkte hentydning til os i dag - ja så ved jeg ikke hvad Gibson har tænkt på.. Den er i hvert fald smuk, og utrolig tidsrammende, selv for vores samfund. Johan og jeg gik ned til toget bagefter, hyggede, snakkede - det jeg elsker mest af alt. At man kan snakke. Synes der findes så få mennesker, man kan snakke med, og være stille med. Men. Sådan er det, for mig. For mange.

Derudover er jeg igang med at læse en vildt spændende bog, min mor stak mig her forleden. Den omhandler et helt andet univers af menneskeligheden - boghandleren og antikvariaternes verden. Wauw. Måden den er skrevet på, ordenes og sætningernes sammensætning blandet sammen med den geniale opbygning der er - det er så RART endelig at læse en bog, der faktisk har format. (Eller også er jeg blevet utrolig kræsen - synes min bogsmag og musiksmag følges lidt ad, hvad gælder kræsenhed.. Positivt eller negativt, I don't know.) Men. I denne her bog, er der også nogle fantastiske livsanskuelser og måder at forklare, selv det simpleste i opdragelse: "En af faldgruberne ved barndommen er, at det ikke er nødvendigt at forstå noget for at føle det. Når fornuften så bliver i stand til at forstå, hvad der er sket, er sårende i hjertet allerede for dybe". Ved ikke hvorfor simpelheden i lige denne sætning rammer mig, men det har nok noget at gøre med, at noget så simpelt, noget så almindeligt - faktisk kan skrives på en måde, så den ikke fremstår kliche-agtig som alt det, der skrives i fx disse blogge er. Der er ikke særlig mange forfattere, der kan skrive om virkeligheden, uden at vikle sproget ind i en kliché, der omklamrer én på en måde, hvor jeg i hvert fald står af. Men denne bog gør. Jeg har læst masser af gode bøger, bare lang tid siden, der har været en så godt skrevet, som denne.

En sidste ting, ægte selvisk - JEG ELSKER MIT VIDUNDERSKØNNE NYE HÅR! Så er det sagt..

rauw.

En alt alt for lækker weekend, og den er endnu ej slut. Simpelthen fantastiske.. Tror det er første gang, i meget lang tid, jeg er vågnet op med glæde i maven, pga. en herlig aften med Lotte. Dog var musicalen virkelig rådden. (Bortset fra ham der sang - wauw. Det var virkelig en vidunderlig stemme.) Og sangen "Roxanne" var også fantastisk lavet og fortolket. Men resten - no way baby. Det var trist, sølle og kedeligt. Men som Lotte sagde: Musical er det sværeste at formidle, overhovedet. Så. Somehow gjorde de det godt.
I dag, har været mindst lige så fantastisk. Invisterede i en god omgang klipning, og sikke et resultat. Er ovenud lykkelig for den frisure hun har givet mig - det betaler sig at skifte frisør. Damn. Derudover var der shopping med min mest fantastiske sødling (<3). (Katrine - du er vidunderlig.)
Og i morgen står der så på biotur med kæresten, plus spisning og alt muligt. Ved dog ikke om jeg har penge til det.. Bioen har jeg, men spisningen? Hov. Anyways - det er fantastisk endelig at føle sig så glad, og at skulle se ham den vidunderlige i aften.

Glæde. Ægte glæde denne gang. <3

at falde.

Mange ting sker i løbet af en dag, tænker jeg. I går var ekstrem, drømmen i nat så virkelig i min tankegang - dog uden den form for egoisme jeg udviste i den drøm. Den var nok bare et resultat af min frygt, og alligevel et lige så stort resultat af min kærlighed, og tro på at min kæreste og jeg hænger sammen, på vores specielle måde. (Hvor mange par synes ikke det..?)

".. at pludselig være flyttet sammen, i en fin lejlighed, og med drømmen om hus i sigte. Sådan et, med mange rum og hygge. Sådan et hus, hvor der også er plads til at være barn i, hvilket skulle vise sig at være skæbnebetonet. Den totale kærlighed og lykke, der kun kunne ødelægges ved tanken om utroskab - og så alligevel ikke. For vi hænger jo sammen, så selvom det skete - ville det ikke være pga. det følelsesmæssige, men pga. de evigt svigtende fysiske behov, mennesket udviser gang på gang. At det skulle ske for os troede jeg dog bare ikke.

Vi tog til denne her fest. Det var hyggeligt, rart og jeg husker ikke menneskene der var til stede. Kun det kys du gav til hende pigen, som jeg havde frygtet vores forhold igennem. Eller også var hun en blanding af to, eller ingen af dem, jeg ved det ikke. Men kysset var der, og følelsen af det totale svigt, og modsigelsen i, at vi altid skulle være sammen, hobede sig op indeni, og drev sig til det yderste og inderligste vanvid. Konfrontationen med dig, var forfærdelig. Du gav dig selv op, kunne ikke se vores sammenhæng mere, blev vanvittig indeni, fordi du ikke turde give slip. Give slip og sige, at det kun var fysisk, at vi stadig var "os". Du turde ikke falde i dig selv, du turde ikke se på virkeligheden, ligeså lidt som jeg gjorde.

Vi blev skilt fra hinanden. Du købte vores drømmehus og indlogerede dig godt og grundigt i dit inderste vanvid, mens jeg lå på gaderne og var smadret indeni. Den samme hovedpine opstod, som når jeg græder i sengen om natten, og smerterne i mit hoved bliver for store, fordi jeg ikke forstår hvorfor. Fordi jeg ikke forstod hvorfor. Råb og skrig, førte ikke til noget. For vi hang jo sammen. Vi hænger sammen.

Jeg tog hen til dig. Du gemte dig i et værelse, omgivet af plastiklegetøj der afspejlede din psykiske tilbagegang. Dit barnlige, der kom frem i det du skød på mig med din legetøjpistol, der skød medsmå dutter - dem der, der kan sætte sig fat på ruderne. Det barnlige og min smerte, sindssygen i det hele, førte til råbene: FALD, FALD - KÆRE!.. Og du faldt, vi faldt. Vi faldt tilbage til tiderne før kysset, vi faldt og levede, vi faldt og jeg indså, at vi måske skal skilles, men at vi hører sammen - ligemeget hvad. Tanken, smerten omkring det, er dog for svær at tænke på i virkeligheden. Så det må vise sig i drømme. Men hvilken drøm."

Var det her for personligt? Jeg synes det ikke. En frygt, er vel okay - en frygt er vel virkelighed, selv den virkelighed der befinder sig mellem de forskellige virkeligheder. En frygt, skal omvikles til denne evindelige accept som man bliver tvunget til. Det er ikke nødvendigvis positivt. Men det er, - ja. Nødvendigt.

Kæreste. Dig elsker jeg.